Beskrivelse
LOLAVERSUM er et nyt tysk læringsunivers til tyskundervisningen på mellemtrinnet. Universet er bygget op om den nye tyske børnebog “Lola Leseratte – Ein buntes Mosaik” og oversættelsen til dansk “Lola Læserotte – En farverig mosaik” samt de seks sange på både tysk og dansk, som er en del af fortællingen i bogen. Eleverne får altså præsenteret universet på både dansk og tysk, så de har en fantastisk forforståelse på dansk først, inden de skal arbejde med universet på tysk.
I LOLAVERSUM vil I komme til at arbejde med figurerne, historien og sangene fra ovennævnte børnebog med det formål at lære tyskeleverne tysk igennem musikken og poesien fra bogen.
Når du køber denne pakke, får du bogen på både dansk og tysk, som du skal bruge i undervisningen, og så får du LOLAVERSUM gratis med. NB. Det digitale link med LOLAVERSUM må ikke deles. Det er gratis undervisningsmateriale, du får med, når du køber denne pakke, og man kan desuden ikke lave opgaverne uden at have læst bogen og lyttet til sangene.
Lyt til de tyske sange HER og de danske sange HER.
Hvad indeholder LOLAVERSUM?
- 90 siders gratis undervisningsmateriale til tyskundervisningen på mellemtrinnet, der er lige til at gå til. Når du har modtaget det digitale link, kan du printe løs til eleverne, så længe I husker at opgive det til Copydan.
- Materialet er delt op i seks dele med udgangspunkt i de seks sange og figurerne, så det er dejligt overskueligt og kan køres som enkeltforløb eller som ét langt forløb.
- Inden for hver del skal eleverne både lave opgaver, hvor de skal danse, rime, rappe, synge, lave massagehistorie, lydbingo, rollespil, tegneworkshops, arbejde med samtalekort, musikvideo, lave deres eget bossa-band og meget mere.
- 24 siders samtalekort i flotte rammer lige til at printe, klippe ud og evt. laminere. Med samtalekortene får eleverne en oplevelse af, at de mestrer at føre en samtale på tysk mundtligt og indholdsmæssigt to og to eller i grupper om nære emner som venskab, forskelligheder, voksenroller, tykfobi, musik m.m.
- Samtaleemnerne fra samtalekortene lærer eleverne at sige simple sætninger på tysk, hvor de både fører en samtale om bogens og sangenes indhold, men også lærer at perspektivere til dem selv og deres eget liv på tysk.
- En hel times videomateriale med undervisningsvideoer, der bl.a. lærer eleverne at danse forskellige danse til sangene. Du kan bare sætte videoerne på, og så underviser jeg eleverne.
- Alt materiale i dokumentet er oversat, så eleverne hele tiden får alle sætninger på både tysk og dansk.
- I slutningen af hver del er der en evaluerende del, hvor eleverne skal skrive og illustrere deres egen tyske bog om hver figur og sang som en slags noter, så eleverne kan huske, hvad de har lært og altid kan gå tilbage og repetere.
HER kan du få første del af LOLAVERSUM kvit og frit, så du kan se, om det er noget for dig.
Formål og fokus
Mit fokus har været at få alle sanser i spil, så eleverne bliver præsenteret for flere forskellige sanselige opgaver, der skal øge chancen for, at ordforrådet fra LOLAVERSUM sætter sig fast i hukommelsen. I vil derfor både arbejde med bevægelse, hvor I danser bevægelser, der fortæller, hvad ordet betyder, så eleverne husker ordet bedre. Massagehistorie, hvor massagebevægelserne fortæller ordenes betydning osv. Lave rimeopgaver både skriftligt og ved at synge, så ordene lagrer sig bedre.
LOLAVERSUM består altså af tyskopgaver, hvor eleverne både skal skrive, tegne, synge, danse, rime, tale og rappe på tysk, så alle sanser kommer i spil i dette læringsunivers. De mange forskellige sanselige gentagelser er et meget centralt didaktisk greb i materialet.
Formålet har først og fremmest været at skabe et tysk læringsunivers, hvor du som tysklærer får mulighed for at sprede en masse tyskglæde i din undervisning og skabe gode oplevelser med tyskfaget. Sprogglæde skal gå forrest, og der er et univers som LOLAVERSUM med musik og poesi som de vigtige krydderier helt genialt til at sætte kolorit på tyskfaget.
Tilpasning til aldersgruppen
Børnebogen er skrevet i et autentisk sprog på både tysk og dansk til børn fra 7 år og op. Og så tænker I måske, at det jo ikke passer aldersmæssigt til tyskelever på mellemtrinnet, som er ældre end det. Men jeg har selvfølgelig tilpasset LOLAVERSUM sådan, at det passer til lige præcis mellemtrinnet alligevel. Både i forhold til hvilke dele af historien og sangene, jeg har lavet undervisningsmateriale til, men også fordi man med fordel kan gå et par alderstrin ned sprogligt og indholdsmæssigt, når man skal lære et fremmedsprog. Og her er børnebøger en meget overset kilde og inspiration i fremmedsprogsundervisningen, da børnebøger starter der, hvor man er sprogligt i sin fremmedsprogsindlæring, og så er kunsten blot at tilpasse indholdet.
Men det var ikke en svær opgave med Lola Leseratte, for emnerne i bogen og sangene er også vedkommende og aktuelle for mellemtrinnet og endda overbygningen, da venskab, voksenroller, tykfobi, musik, forskellighed og modet til at være sig selv er eviggyldige emner.
LOLAVERSUM er testet på tyskelever på mellemtrinnet igennem et helt år og med stor succes. Jeg tror på, at eleverne skal møde autentisk tysk for at kunne blive interesseret i det, og derfor har jeg også skrevet bogen og sangene i et autentisk tysk sprog og ikke et konstrueret sprog, der skulle passe til fremmedsprogsindlæring. Den tilpasning ligger i LOLAVERSUM. De skal først og fremmest møde poesien og intentionen fra et autentisk sted, og så har det ikke været noget problem at tilpasse historien og sangene om Lola og vennerne til at kunne fungere i tyskundervisningen på mellemtrinnet også.
Jeg glæder mig til, at en masse tyskelever i Danmark skal synge med på sangene på et autentisk tysk sprog med en masse poesi og sprogblomster, der vil vække deres interesse for tysk.
Tværfagligt
Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at arbejde tværfagligt med dansk- og musiklærerne om LOLAVERSUM. Forestil jer lige at lave tysk bossa-band sammen med musiklærerne, hvor eleverne står og synger og spiller Heimatland på tysk, imens de magiske percussion-rytmer vandrer rundt i alles kroppe. Eller hvad med at lave rollespil på både dansk og tysk sammen med dansklærerne og sætte det op som et lille skuespil. Planen er i øvrigt at udgive universet som børnemusical snarest.
Det praktiske
Når du har købt denne LOLAVERSUM-pakke, så sender jeg de to børnebøger med posten, da du skal bruge begge sprogversioner, når du bruger LOLAVERSUM i din undervisning.
Når jeg pakker bøgerne til dig, sender jeg dig samtidig et link til en liste, du skal tilmelde dig. Herefter modtager du det digitale link med LOLAVERSUM automatisk samt en velkomstvideo.
Listen er ikke en spamliste, men en vigtig liste, hvor jeg vil holde dig opdateret med nye opgaver, tips og tricks til at bruge materialet og ikke mindst fortælle dig om de forskellige konkurrencer, eleverne kan deltage i. Bl.a. en mega fed musikvideokonkurrence med geniale præmier til hele klassen.
Sangene kan streames der, hvor du normalt hører musik, og du kan gå i gang med LOLAVERSUM med det samme, når du har modtaget det digitale link.
Kort om bogen og historien
Bagsidetekst:
Oppe i Lola Læserottes hoved er der en tankekarrusel, der aldrig står stille. Eller jo, tankerne stopper faktisk med at køre i karrusel hver torsdag, når Lola spiller musik med sine venner, Freddy Fræksak, Nele Slikmund, Peter Partyløve og Omar Ørehænger. Men hvad er det egentlig, musikken og poesien kan, som er så helende for Lola og hendes venner?
I løbet af fortællingen skriver vennerne hver en sang, som du skal lytte til via QR-koderne i bogen. Dyk ned i musikkens klanghav sammen med de fem venner og få et musikalsk sjælekram.
Klappentext:
Im Kopf von Lola Leseratte dreht sich ein Gedankenkarussell, das nie stillsteht. Doch jeden Donnerstag, wenn Lola mit ihren Freunden, Freddy Frechdachs, Nele Naschkatze, Peter Partylöwe und Omar Ohrwurm Musik macht, hören die Gedanken tatsächlich auf, Karussell zu fahren. Aber was hat es mit der Musik und der Poesie auf sich, dass es sich für Lola und ihre Freunde wie ein Heilbad anfühlt?
Im Laufe der Geschichte schreiben die Freunde jeweils ein Lied, das du dir über die QR-Codes im Buch anhören musst. Tauche mit den fünf Freunden in die Musik und die Poesie hinein und lass deine Seele musikalisch umarmen.











